Den hurtigvoksende sport, padel, har erobret hjerter på tværs af landegrænser og tiltrækker fortsat flere og flere aktive danskere. Det kan mærkes på efterspørgslen efter køb og leje af padelbaner.
Hvis du overvejer at investere i en padelbane, er der en række vigtige faktorer, du bør tage i betragtning.
I denne guide vil vi tage dig gennem alt, hvad du behøver at vide for at træffe det rigtige valg og opføre en padelbane, der lever op til dine forventninger.
Er du spiller, og er du på udkig efter et sted at spille padel, vil vi i denne guide også give dig et indblik i, hvordan du finder en padelbane nær dig.
Hvor stor er en padelbane?
Officielt måler en standard padelbane (double) 10 meter i bredden og 20 meter i længden. Længden på de 20 meter gælder både for double- og singlebaner. Dog skal du være opmærksom på, at singlebaner er lidt smallere, nemlig 6 meter i bredden.
Udover selve banens dimensioner er loftshøjden også et vigtigt aspekt, især ved indendørs padelbaner.
For at leve op til de internationale standarder anbefales en minimumshøjde på 7 meter.
Hvilke elementer består en padelbane af?
En padelbane er sammensat af flere forskellige elementer, herunder:
- Fundament
- Trådhegn
- Glasvægge
- Underlag
Lad os tage et nærmere kig på de vigtigste elementer nedenfor:
Padelbanens fundament
Fundamentet er banens grundlæggende struktur og spiller en afgørende rolle i dens stabilitet og holdbarhed.
Afhængigt af, om banen etableres indendørs eller udendørs, kræves der forskellige typer af fundamenter.
Indendørs padelbaner kræver typisk en cementfundamentering, mens udendørs baner ofte har brug for en drænfundamentering for at modstå vejrpåvirkninger.
Padelbanens trådhegn og glasvægge
Padelbaner er omgivet af glasvægge, der kan bruges aktivt i spillet. Disse glasvægge er et centralt element, da de definerer banens afgrænsning og giver spillerne mulighed for at bruge væggene strategisk.
Derudover suppleres glasvæggene med et trådhegn.
Padelbanens underlag
Underlaget på en padelbane er afgørende for spillernes bevægelighed og greb, ligesom det har stor betydning for boldens hastighed og bounce.
De mest populære underlag er kunstgræs og gummigranulat, da de giver et godt greb og dæmpning. Det er dog ikke alene banens underlag, der afgør spillerens greb. En mindst lige så vigtig faktor handler om de anvendte sko.
Hvad koster en indendørs padelbane?
Når det kommer til prisen for en indendørs padelbane, kan du som tommelfingerregel regne med at skulle afsætte omkring 200.000-250.000 kr. ekskl. moms pr. bane. Denne pris dækker over de grundlæggende elementer som fundament, glasvægge, trådhegn og underlag.
Det er vigtigt at bemærke, at der foruden selve banen også skal afsættes budget til andre faciliteter som ventilation, opvarmning, belysning og eventuel overdækning. Disse ekstra omkostninger kan hurtigt løbe op i yderligere +100.000 kr. ekskl. moms afhængigt af projektets omfang.
Investerer du i en indendørs padelbane, får du til gengæld en bane, der er tilgængelig uanset vejrforhold, og som dermed kan bruges hele året rundt.
Hvad koster en udendørs padelbane?
Hvis du vælger at bygge en udendørs padelbane, kan du forvente en pris, der ligger på niveau med en indendørs bane – typisk omkring 200.000-250.000 kr. ekskl. moms. pr. bane.
Den primære forskel er, at du ved en udendørs bane skal tage højde for vind og vejr, hvilket kan øge vedligeholdelsesomkostningerne over tid. Til gengæld er der ikke behov for de ekstra faciliteter som ventilation og opvarmning, som er nødvendige ved indendørs baner.
Uanset om du vælger en indendørs eller udendørs løsning, er det vigtigt, at du rådgiver dig grundigt med leverandører og entreprenører for at sikre, at du får den optimale bane til den ønskede pris.
Afsæt ekstra midler, hvis der ønskes en overdækket padelbane
Hvis du ønsker en padelbane, der er overdækket, skal du afsætte yderligere midler til dette. En overdækket padelbane giver beskyttelse mod vejrpåvirkninger som regn, sne og vind, men er til gengæld også mere omfattende at opføre.
Prisen for en overdækket padelbane kan nemt ligge i intervallet fra 300.000 til 500.000 kr. ekskl. moms. Denne merpris skyldes de ekstra arbejdstimer, materialer og installationer, der er nødvendige for at lave en overdækning.
Fordelen ved en overdækket padelbane er, at den giver mulighed for at spille padel uafhængigt af vejret, hvilket kan øge udnyttelsesgraden og dermed indtjeningsmulighederne.
Værd at vide om en mobil padelbane
Foruden de faste indendørs og udendørs padelbaner findes der også mobile løsninger, som kan være et interessant alternativ. Disse mobile baner giver dig fleksibilitet, da de kan flyttes og placeres efter behov.
Prisen for en mobil padelbane kan variere betydeligt, men du kan typisk forvente at skulle afsætte lidt mindre, end hvis det havde drejet sig om en permanent padelbane.
Fordelen ved en mobil padelbane er, at den giver dig mulighed for at teste interessen i et område, før du investerer i en permanent løsning. Derudover kan den flyttes til forskellige arrangementer eller events, hvor den kan tiltrække flere potentielle spillere.
Ulempen ved mobile baner kan være, at de ikke tilbyder samme robuste og stabile konstruktion som en permanent bane.
Padelbaner nær dig
Der er efterhånden opført padelbaner over hele landet. Der er især mange padelbaner i de store og mellemstore byer. Her kan du enten leje baner på timebasis eller melde dig ind i en forening, hvis du ønsker at benytte deres baner.
Du får et overblik over nogle af de mange padelbaner i danske storbyer herunder: